Før Finsen forstod man ikke hvordan lys påvirkede os. Hans genistreg bestod i at splitte lyset op og isolere dets specifikke bølgelængder. Ved hjælp af linser af bjergkrystal og vandfiltre formåede han at frasortere de varme, infra røde stråler (så patienternes hud ikke brændte). Tilbage havde han de kortbølgede, blålige og ultraviolette (UV) stråler, som han opdagede var stærkt ‘kemisk aktive’.

Når han koncentrerede dette specifikke lys gennem gigantiske kulbuelamper og ramte huden på patienter med den ellers uhelbredelige hud-tuberkulose (lupus vulgaris), skete der noget vildt: De koncentrerede lysfotoner trængte ned i vævet, dræbte bakterierne og stimulerede samtidig kroppens egne celler til at hele huden. Finsen havde i praksis opfundet fotobiologien – beviset på, at lys i de helt rigtige doser og bølgelængder fungerer som målrettet medicin.

Det optiske fupnummer foran spejlet
Når Pudderdåserne rykker ind i lys-laboratoriet på DTU sammen med seniorforsker Carsten Dam-Hansen, er det præcis Finsens tunge videnskab, de bruger som målestok. For at ændre huden biologisk kræves der nemlig den helt rigtige bølgelængde (f.eks. rødt eller blåt lys) og en massiv mængde foton-energi.

Så spørgsmålet er: Kan de små, kolde LED-pærer i en moderne skønhedsmaske overhovedet levere den nødvendige energi til at trænge ned i læderhuden og stimulere kollagen-produktionen eller dræbe akne-bakterier, sådan som Finsens lamper gjorde? Og hvad med panikken for “digital aging” – rummer det blå lys fra din smartphone virkelig nok fotoner til at skade cellerne, eller blegner det ved siden af en almindelig dansk gråvejrsdag?

Kort sagt: Hvor går grænsen mellem en ægte videnskabelig revolution i cellerne og et lysende placebo-trick? Opdagelsen af lysets terapeutiske kraft var så skelsættende, at den udløste Danmarks første Nobelpris. Nu bruger vi Finsens fotobiologi til at teste, om nutidens beauty-industri overhovedet kan bære arven.